Ulkebøl kirkes fornemste klenodie er den nederlandske Maria-altertavle fra begyndelsen af 1500-tallet.
Ulkebøltavlen har malerier og relieffer af høj kvalitet fra et værksted i Antwerpen. Flere steder på skab og figurer findes de indbrændte kvalitetsstempler, som anvendtes af maler- og billedhuggerlav i Antwerpen.
Der findes i Danmark fem helt eller delvist bevarede Antwerpentavler, hvoraf de største befinder sig i Roskilde Domkirke og Viborg. Ulkebøltavlen er en af de mindre, men til gengæld den eneste med mere end ét par fløje.